En lovtræl er først og fremmest en person, som holder loven for at opnå frelse. Han bruger loven som et middel til at opsamle fortjeneste for Gud. Jesus og farisæerne havde det til fælles at de overholdt de nævnte to bud. Men ingen ville vel vove at kalde Jesus en lovtræl.

Men der er en anden slags lovtrælle. Nogle vil måske mene, at de, der holder loven, kommer ind under denne definition. Lovtrællen er også en, som er tilfreds med en udvortes overholdelse af lovens bogstav, som er overdrevent samvittighedsfuld med det ydre, men som overser lovens ånd. Han er nøjeregnende med at betale tiende af mynte og dild og kommen, men overser det, der har større vægt. Lovtrællen er ham, der af overdreven omsorg for sabbattens helligholdelse ville anklage Jesus for at overtræde loven ved at helbrede et menneske på den dag. Det er også muligt at være lovtræl, når man bekymrer sig overdrevent om overholdelse af loven. Men en sådan altomfattende anklage mod alle, som holder loven, ville være urimelig og absurd. Jesus må være eksemplet på sand overholdelse af loven.

George Thomas opregner fire indvendinger mod, hvad han kalder legalistisk moral. Det er vigtigt for den, som er nøjeregnende med hensyn til overholdelse af loven at lægge mærke til disse situationer, selvom det at holde loven ikke nødvendigvis fører til sådanne problemer. Den første indvending er, at overholdelse af loven kan blive negativ og restriktiv. Denne fare er altid til stede. Det er let at betone det negative og mangfoldiggøre forbudene, således at kristendommen bliver forbundet med noget dystert og mørkt i stedet for noget lyst og glædeligt. Glæden ved kristenlivet skæmmes, hvis tilværelsen skal styres af mangfoldige smålige regulativer vedrørende selv det mindste aspekt af menneskelivet. Kristendommen er i bund og grund ikke en forbudenes, men princippernes religion. Den indsnævrer ikke tilværelsen med en uendelig række »du må« og »du må ikke«, men kristendommen indbefatter det alt sammen i kærligheden som lovens opfyldelse.

Den anden indvending går på, at det at holde loven kan kvæle den enkeltes personlighed og kreativitet. Dens læg vægt på at rette sig ind efter givne regler kan simpelt hen føre til blind underkastelse. Det sker alt for ofte i livets problemer, at mennesker, som er umodne i troen, ønsker at deres præster skal forklare dem, hvad der er tilbørligt og ikke tilbørligt. Dette kan føre til en moralsk og åndelig afhængighed, som er lammende for personligheden.

Den tredje indvending er, at overholdelse af loven kan føre til en rent udvortes lydighed. Der lægges vægt på det udvortes, man overser motiverne og den dybere mening. Faren er, at der lægges så megen vægt på de ydre handlinger, at det intet betyder hvordan og hvorfor disse handlinger bliver udført. At udføre de retfærdige handlinger kommer forud for at være retfærdig. Men vi ved, at selv de bedste af retfærdighedens handlinger, indbefattet at bede og give almisse, kan være fordærvet af selviske motiver.

Den sidste indvending er, at loven har en tendens til at blive påtvunget viljen udefra, uden at viljen er med i det. Altså noget i retning af at holde loven ved loven, og dette er umuligt. Når mennesker kommer til kort i at holde loven, har de ikke brug for at få at vide, hvad loven er. De trænger til en ny kraft, Andens kraft, til at forvandle selvet og sætte dem i stand til at opfylde loven.

Jesus gjorde det klart, at grundlaget for loven er kærlighed - kærlighed til Gud og kærlighed til mennesker. »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. ... Du skal elske din næste som dig selv.« Matt. 22,37 og 39.

Også Paulus nævner kærligheden som lovens opfyldelse. »Thi det: 'Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,' og hvilket som helst andet bud sammenfattes i dette ord: 'Du skal elske din næste som dig selv.'« Rom. 13,9. Hvor nøjeregnende man end måtte være med at overholde lovens bogstav, kan man dog ikke være virkelig lydig uden kærlighed. Lydighed kan simpelt hen ikke være udvortes eller formel, fordi det der virkelig forlanges, er kærlighed, og kærlighed omfatter hele mennesket. Furnish forklarer dette ved at sige: »Loven holdes i virkeligheden ikke af dem, hvis lydighed måles efter deres formelle fasthængen ved en samling forskrifter, men kun af dem, hvis lydighed stammer fra deres nye liv i Ånden, i deres tilhørsforhold som hele mennesker ... til Herren.«

Vor Herre forventer total og fuldstændig lydighed af os. Men en sådan lydighed fremkommer ikke uden videre ved, at vi udfører en pligt, fordi den er foreskrevet. Der er ingen personlig indre samstemmighed med lovens krav. Loven er ikke lov for en selv.

Fuldstændig lydighed er kun mulig, når der er et personligt indre samtykke, og kun når hele ens liv er fuldstændig underlagt Guds krav. Dette betyder, at intet aspekt ved vort liv betragtes som vort eget, men at vort liv fuldt og helt er lagt frem for Gud og i enhver optænkelig situation. Da indretter vi os ikke blot efter et udvortes sæt regler, men er i sandhed lydige. Lydighedens handlinger er ikke noget, der til en vis grad gøres uden for os selv, men de er en del af vort inderste væsen. Loven står skrevet i vort hjerte.

Det er åbenbart dette, Jesus mener, idet han siger til disciplene: »Thi jeg siger jer: hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.« Matt. 5,20. Atter kræves der et gensvar fra vort inderste jeg, hvis vi skal opfylde hans befaling: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.« Matt. 22,37. Først når loven står skrevet i hjertet, kan mennesket adlyde med hele sit væsen.

Da er det ikke tilstrækkeligt blot at kunne sige med den rige yngling: »Alt dette har jeg holdt fra min ungdom af. « Da er loven nemlig begrænset til det, der er udvortes, måleligt og synligt. De ti Bud, taget for deres udvortes pålydende, kan ikke være det maksimale krav for den kristne. De er hovedsagelig udtrykt i negativ form, og ved hjælp af forbud kan man aldrig nå frem til det ideelle. Også når de udtrykker, hvad der er almindelig anerkendt som ret og uret, omfatter de alligevel ikke alle sider af menneskelivet. Det gør ingen love. Det betyder, at loven taget i sin bogstavelige betydning, er utilstrækkelig. Frank Yost har gengivet De ti Bud i positiv form:

l. Tilbed Gud alene.
2. Tilbed Gud åndeligt.
3. Tilbed Gud i hans karakter.
4. Tilbed Gud på den måde, han ønsker at blive tilbedt.
5. Respekter autoriteterne.
6. Respekter andres liv og rettigheder.
7. Vær ren og loyal.
8. Vær ærlig.
9. Vær sanddru.
10. Vær glad (tilfreds).

Da Kristus opsummerede loven som kærlighed til Gud og kærlighed til medmennesker, viste han, hvor meget loven indebærer. Han viste, hvordan den omfatter ethvert område og enhver aktivitet i livet. Han viste, at vor lydighed må overskride lovens bogstav i snæver betydning. Hvis loven er princippet i vore handlinger, da omfatter den enhver mulig situation og eventualitet. Love kan ikke udformes, så de dækker enhver situation, eftersom livet er så kompliceret og menneskene så forskellige. Derfor udfylder kærligheden tomrummene mellem budene. Ikke alene går kærligheden ind under loven for at give dens sande motivering, eller mellem budene for at dække enhver eventualitet, men den går også ud over loven. Kærligheden går ud over lovens bogstav og opfylder dens højeste intention.

Budene nøjes ikke med blot at fortælle os, hvad der er ret og uret, men de fortæller også noget om den eller dem, der skabte disse bud. Budene viser noget om Lovgiverens personlighed og karakter. En tyran udgiver tyranniske love. En menneskelig lovgiver udsteder menneskelige love. Således har Guds love rod i hans egen natur. Eftersom han er kærlighed, åbenbarer hans lov hans kærlighed. Ægte lydighed mod hans lov viser, at vi elsker Gud så højt, at vi ønsker at blive ham lig i karakter.

Jesus Kristus kom også for at vise os Faderen. Han sagde: »Den, som har set mig, har set Faderen.« Joh. 14,9. Eftersom loven er udtryk for Guds vilje og karakter, finder vi i Jesus Kristus loven iklædt menneskelig skikkelse. Ikke alene blev Ordet kød, men loven blev også kød. Uanset hvor mange ord man brugte, ville man ikke fuldt ud kunne beskrive, hvordan Gud er. De ti Bud kan ikke gøre det til fulde. Jesus blev loven personificeret, den levende lov, for at vi mere fuldt og helt kunne forstå, hvad det betyder at adlyde loven. Det betyder, at man ved Guds nåde og kraft kommer til at ligne Jesus. Ingen, som virkelig har set lovens sande hensigt, kan prale af at have holdt eller opfyldt loven. Ingen kan sige, at han har nået det, at han er kommet til vejs ende.

Det er den lydighed, der efterlyses - åndelig, fuldstændig, indvortes - og inspireret af kærlighed.

Hvad har sabbatten at gøre med retfærdiggørelse? Intet, absolut intet. Den har lige så lidt at gøre med retfærdiggørelse som ethvert af de øvrige bud. Det vil sige, at ingen vil blive mere retfærdiggjort af at holde dette bud end af at holde et hvilket som helst af de andre bud. Derfor kan og bør ingen helligholde sabbatten med den hensigt at blive frelst derved. Sabbatten blev ikke givet for at vi kunne finde frelse ved den. Sabbatten blev givet som en gave, en dag til hvile og tilbedelse. Og den kan kun få mening og hensigt for dem, som allerede er frelst. Den er en indbydelse fra Gud til menneskene, for at vi kunne være sammen med ham.

Inden synden kom ind i Edens have, fejrede Adam og Eva sabbatten sammen med Gud. Det var den syvende dag, der blev fejret som sabbat. Det kunne ikke være sket på nogen anden dag, fordi der ikke tidligere eksisterede mennesker, som kunne fejre nogen anden dag som hviledag. Eftersom Gud skabte mennesket på den sjette dag, var sabbatten den første dag for mennesket.

Adam og Eva hvilede ikke, fordi de var trætte og udmattede efter en uges arbejde; de hvilede, fordi Gud hvilede. Det vil sige, at de helligholdt hviledagen for at nyde fællesskabet med Gud og glæde sig over hans skaberværk. Sabbatten er den syvende skabelsesdag, men den er menneskehedens første dag. Inden vi begynder på nogen som helst af vore egne aktiviteter, trænger vi til at mødes med Gud. Vi trænger til at få vore værdier og prioriteter, vor ånd og vor synsevne tilpasset til Gud. Det er derfor, vi trænger til at helligholde denne menneskelivets første hele dag, som er ugens syvende dag.

Som Abraham Heschel rammende har udtrykt det: »Sabbatten er en dag til hvile, en dag til at afholde sig fra det hårde slid; den er ikke givet udelukkende med den hensigt at genvinde kræfterne og lade op til den kommende arbejdsuge. Sabbatten er en dag givet for selve livets skyld. Mennesket er ikke et trækdyr, og sabbattens hensigt er ikke at forøge effektiviteten af menneskets arbejde. 'Sidst i skaberværket, først i hensigt og betydning' er sabbatten 'afslutningen på himmelens og jordens skabelse.' Sabbatten er ikke blevet til for ugedagenes skyld, ugedagene er der for sabbattens skyld. Sabbatten er ikke en pause eller et mellemspil, men selve tilværelsens højdepunkt.«

Når vi går bort fra Gud, kan sabbatten ikke have nogen mening for os. Hviledagen er meningsløs for den, der ikke anerkender Gud som sin Herre. Det er derfor interessant at mærke sig, at i 5 Mos. 5,12-15 knyttes hviledagsbudet sammen med Israels udfrielse af Ægypten: » Kom i hu, at du selv var træl i Ægypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og udstrakt arm; det er derfor, Herren din Gud har pålagt dig at fejre hviledagen!« I 2 Mos. 20 hedder det i indledningen til De ti Bud: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.« 2 Mos. 20,2.

Skønt hviledagen i disse skriftsteder stadig er forbundet med skabelsen, har den mere umiddelbar forbindelse med folkets udfrielse af Ægypten. Og disse to Guds handlinger er ikke uden indbyrdes forbindelse. Det menneske, der som israelitterne bliver befriet fra trældom og lidelse, føler instinktivt, at Befrieren må være et overnaturligt væsen, der har verdens magter under kontrol, som bruger naturkræfterne for at gennemføre sine hensigter. Det betyder, at denne befrier er en kosmisk kraft, og et sådant væsen opfattes naturnødvendigt som Skaber. Her identificeres med andre ord Befrieren og Skaberen, der er en og samme person.

Det er derfor ikke vanskeligt at forstå, at både skabelsen og udfrielsen fra Ægypten anføres som begrundelse for at folket skal helligholde hviledagen. Hviledagen opfattes således ikke kun som et tegn på skabelse, men også som et tegn på befrielse, et tegn på frihed fra trældom og undertrykkelse. Men fordi kun den, der er befriet, kan opfatte Gud som Befrier og Skaber, vil det igen sige, at hviledagen ikke er et middel til at opnå frelse, men en ren og skær gave. I vor syndige verden kan hviledagen kun helligholdes på rette vis af mennesker, der er blevet befriet og genløst.

Det nye Testamente knytter Kristi genløsende kraft tæt sammen med hans skabermagt. Hebr. 1,1-3 beskriver ham som den, »ved hvem han (Gud) også har skabt verden,« og han er den, der »bærer alt med sit mægtige ord.« Men umiddelbart efter beskrives han som den, der »havde fuldbragt renselse for vore synder.« I Kol. l,15-21 ser vi den samme forbindelse: »Alt er skabt ved ham og til ham,« og ved ham forliger Gud alt med sig, »hvad enten det er på jorden eller i Himlene, idet han stiftede fred ved blodet på hans kors.« Og i 2 Kor. 5,17 kaldes den kristne »en ny skabning«. Genløsningen er i virkeligheden en skabelseshandling.

Genløsningen fra syndens trældom er en kosmisk handling, at sammenligne med Israels udfrielse af slaveriet. Derfor er det naturnødvendigt, at Det nye Testamente knytter forbindelsen mellem genløsning og skabelse. Det er naturnødvendigt, at Kristus betragtes som Genløser og Skaber, for den, der kan genløse, må selv være Skaberen.

Hvis Kristus derfor kan genløse os, kan udfri os fra den nuværende, onde verden (Gal. 1,4), kan forlade synder (Matt. 9,2), kan befri os fra syndens og dødens lov (Rom. 8,2), kan gøre os skikkede til at få del i de helliges arvelod i lyset (Kol. 1,12), kan fri os ud af mørkets magt og føre os over i sin elskede Søns rige (Kol. 1,13), kan tilintetgøre ham, der har dødens magt - Djævelen og kan udfri alle dem, der af frygt for døden hele deres liv har levet i trældom (Hebr. 2,14), da er genløsningen i sandhed en handling af kosmiske dimensioner.

Disse Kristi handlinger kan ikke udføres af alle og enhver. Som jøderne så rigtigt bemærkede, var det bespotteligt af alle andre end Gud at påberåbe sig magt til at forlade synder. At Jesus hævdede at have denne magt, indebar, at han var hævet over loven, og dette indebar igen, at han havde herredømme over jorden, at han selv var Skaber.

At anerkende Kristus som Skaber og Genløser har stor betydning for vort personlige liv. Fremfor alt betyder det, at han har »den hele vide verden i sine hænder«, og vi kan hvile trygt i bevidstheden om, at han har herredømmet over universet. Han har tingene under kontrol. Kaos kan aldrig overvinde os. Naturens ødelæggende kræfter har grænser, som ikke kan overskrides. Det betyder også, at livet har mening og hensigt. Vi har ikke alene at gøre med en almægtig Skaber, men en elskende Frelser. »Den hånd, som holder kloderne i gang i rummet, den hånd, som styrer alt i hele Guds univers efter en bestemt orden og med utrættelig aktivitet, er den samme hånd, der for vor skyld blev naglet til korset.«

Den kristne kan derfor betragte verden med al dens ondskab, dens hemmeligheder, alt det uforklarlige i historien, med den overbevisning, at universets hjerte er en magt behersket af kærlighed. At kende en magtfuld Skaber er ikke nok, det kan i sig selv være rædselsvækkende. Men Jesus Kristus åbenbarede, at Skaberen ledes af kærlighedens magt. Alt det skabtes ophav åbenbarer sig i sit inderste væsen som kærlighed. Godheden, hensigten, målet og nu beretningen om selve skabelsen kan kun forstås gennem den åbenbaring af Gud, vi har i evangeliet om Jesus Kristus.

Man ser det onde som en fremmed, indtrængende magt, eftersom Gud har skabt alt godt. Lidelsen bliver til at bære, fordi en nådig Gud har sørget for, at livet har en god og lykkelig hensigt, og fordi intet kan rokke ved dette.

Ligesom israelitterne i Det gamle Testamente blev motiveret til at helligholde hviledagen på grund af deres udfrielse fra Ægypten, bør den umiddelbare motivering for den kristne til at helligholde hviledagen være hans udfrielse og genløsning fra det ondes magt. Hviledagen bliver et symbol på frihed fra trældom, et tegn på, at han er »en ny skabning«. Som Guds skabermagt ses i hviledagen, som et tegn på hans skabelse af Jorden i begyndelsen sådan må den samme magt komme for dagen hos den kristne som »en ny skabning«. For os har hviledagen ingen mening i det hele taget, medmindre der i vort liv, som helligholder hviledagen, er en forbindelse til Guds skabermagt og dens fuldbyrdede resultater. Helligt liv og hellig tid, de to kan ikke skilles ad.

Hvor dette er sandt, kan helligholdelse af hviledagen aldrig blive noget udvendigt og påklistret. Symbolet er en del af den virkelighed, det står for. Hviledagen bliver ikke en abstrakt størrelse, et blot og bart udvortes tegn for den kristne, for ved sin helligholdelse af hviledagen er han selv en del af den »nyskabelse', som hviledagen symboliserer. Hviledagen som tegn på verdens skabelse kan kun få mening, hvis hviledagen først og fremmest er et tegn på at vi selv er blevet »nye skabninger«. Men hvis dette er tilfældet, bliver den en. erkendelse af vor genløsing og af vor afhængighed som Guds skabninger og af Guds herredømme over os.

Hviledagen er således at sammenligne med en fredens ø, hvor Gud regerer, midt i en verden, som er domineret af ondskab og kaos. Når den kristne helligholder hviledagen, giver han udtryk for sin frihed fra det ondes magt. Han bekender, at Kristus er Skaber og Genløser og vidner således også om det faktum, at der i hjertet af universet er en kærlighedens Gud, som leder og styrer alt frem til noget godt og lykkeligt.

Hviledagen er et universelt tegn, eftersom den drejer sig om hellig tid og helliggjort liv, mere end om et afgrænset sted. Gud kalder os ikke til at tilbede ham på et eller andet helligt bjerg eller i en bestemt kirke. Han kalder os til at tilbede i ånd og sandhed.

»Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.« Joh. 4,24. Dette betyder, at mennesker alle vegne kan tilbede ham uden at tage på en eneste pilgrimsrejse.

Ikke alene peger hviledagen på åndelig tilbedelse uden helligdom eller helligt bjerg, men den peger også på åndelig tilbedelse uden materielle symboler eller billeder. Den er tid afsat for tilbedelse. Og fordi hviledagen er beregnet for tilbedelse til en bestemt tid, skaber den et afbræk i den trædemølle, hvor mennesket er optaget af materielle ting, denne verdens ting, og kalder ham atter og atter til at beskæftige sig med det åndelige det der hører evigheden til. Vi kan blive så optaget af det, der hører denne verden til, af det vi kan se og røre ved, at vi mister synet af det åndelige. Med Paulus har vi ikke »blikket rettet mod de synlige ting, men mod de usynlige; thi de synlige varer kun til en tid de usynlige varer evigt.« 2 Kor. 4,18. Hviledagen kalder os bor; fra de materielle til de åndelige ting.

Der er forskellige religiøse handlinger eller symboler, der hjælper os til at forstå betydningen af det sande kristenliv. Den første af disse handlinger er dåben. Den er et symbol på renselse og indgangen til et nyt liv i Kristus. Paulus knytter dåben sammen med Kristi død, begravelse og opstandelse. Rom. 6. Imidlertid betragtes dåben ikke som et symbol på, hvad Kristus gjorde. Dette er underforstået. Dåben er derimod et symbol på, hvad der sker med os. Det er vor død, begravelse og opstandelse, der fremstilles. Ligesom tilfældet var med Kristus sammenfattes det hele i en og samme handling.

Herrens nadver er et minde om Kristi død. Brødet og vinen fremstiller hans brudte legeme og udgydte blod. Når vi deltager i Herrens nadver, bekender og tilegner vi os på ny, hvad Kristus har gjort for os. Der er ingen bestemte regler for, hvor ofte nadveren bør fejres. Nogle kristne trossamfund fejrer denne hver uge andre nøjes med en gang hvert kvartal.

Også hviledagen er et symbol, et mindesmærke. Den er et minde om verdens skabelse og den nye skabelse i menneskets liv. Som minde om skabelsen får hviledagen først betydning for os, efter at vi ser den som et minde om vor egen »nye skabelse«. Vi kan først se Gud som verdens Skaber, efter at vi har anerkendt ham som Skaber af vort nye liv i Kristus.

For den kristne bliver hviledagen et tegn på hvad Gud har gjort i ham. Hviledagen står som minde om skaberværkets fuldendte gerning, men også som minde om den nye skabelse, Kristi fuldendte genløsergerning. Når den kristne fejrer hviledagen, glæder han sig ikke alene over Guds skaberværk i naturen, men også over Guds åndelige skaberværk. Han fejrer Guds skabergerning i sit eget liv, at Gud gjorde ham til en ny skabning.

Hviledagen får ham således til atter og atter at tænke på dengang, denne nyskabelse fandt sted - det er dåben, der står som mindesmærke for denne begivenhed, det hele symboliseret i en handling. Hviledagen er en ugentlig påmindelse om denne fuldkomne, fuldendte skabergerning. Den er også en ugentlig påmindelse om den nye skabelse, fuldbyrdet en gang for alle.

Mange føler, at de kristne burde fejre hviledagen på den ugedag, hvor Kristus opstod fra de døde, den første dag i ugen eller søndag. Hvad kunne være mere passende end at fejre vor nye skabelse på denne dag? Da Kristus døde på korset om fredagen, ugens sjette dag, råbte han: »Det er fuldbragt,« og forhænget i templet blev revet i to dele som symbol på, at forhænget, barrieren mellem Gud og den faldne menneskeslægt, var fjernet i kraft af Kristi genløsergerning. Genløsningsværket var fuldbyrdet afsluttet. Opstandelsen er således ikke en del af Kristi offergerning. Den er derimod resultatet af denne gerning. Kristus opstår for at lade menneskene nyde godt af sin frelse. Det var kraften i Kristi genløsergerning på korset, der førte til hans opstandelse. På samme måde fører vor genløsning i Kristus til vor opstandelse i ham. Ligesom Kristus hvilede på sabbatten, efter at have fuldbyrdet sin skabergerning, sådan hvilede han også på sabbatten efter at have fuldbyrdet sin genløsergerning for os på korset. Denne hvile bliver for os et tegn på vor egen genløsning, vor egen genskabelse. Hvad Kristus gjorde for alle, og hvad der skete for os som enkeltpersoner, er hviledagen et minde om.

Derfor drejer hviledagen som et mindesmærke sig ikke kun om det rent subjektive, der hedder vor genløsning, men også om den genløsergering, der blev udført af Kristus selv.

Hviledagsbudet påbyder ikke alene helligholdelse af hviledagen. Det udspecificerer også hvilken dag, det drejer sig om. Den syvende dag hænger ikke sammen med naturlige foreteelser i himmelen eller på jorden. Hviledagen hænger ikke sammen med såtid eller høsttid, eller med månens rotation om jorden eller jordens omkring solen. Den eneste tilfredsstillende forklaring er den, Bibelen giver, at hviledagen er indstiftet som minde om skabelsen. I den betydning er hviledagen ganske vilkårligt valgt. Men det var Gud, der valgte den. Her ser vi, at helligholdelse af hviledagen på den syvende dag, når alt kommer til alt, er en tros- og lydighedshandling. Derved viser vi, at vi tilhører Gud.

Helligholdt på rette måde indebærer hviledagen mange velsignelser for Guds folk. Rigtig forstået understreges herved den uendelige forskel mellem Skaberen og det skabte, og herved afholdes vi fra at tilbede afguder. Og ved også at anerkende Skaberen som Genløser afholdes vi fra at betragte verden som meningsløs og tilfældig. Der bliver ingen plads for evolutionsteorier. Hvis vi virkelig ser Kristus som Skaber og Genløser som hviledagen viser os det, kan vi aldrig komme til at betragte Kristus som blot et menneske. Han forbliver for os Messias, Guds Søn, Frelser og Genløser.

Helligholdt og forstået som et tegn på genløsningen vil hviledagen kun have virkelig mening, når vi selv er blevet genløst. Den kristne ser frem til hviledagen og byder den velkommen som et tegn på hans fuldbragte genløsning. Forstået på denne måde vil det beskytte os mod lovtrældom. Og fordi hviledagen er vor bekendelse af Guds herredømme, og fordi troen kommer til udtryk i kærlighedens lydighed, vil den også bevare os mod den fejlagtige tanke, at nåden giver tilladelse tillovløshed.

Denne artikel fortsætter   >>> >>>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com