INDLEDNING
„Go forth, my little Book! pursue thy way; Go forth, and please the gentle and the good.” 

Økumeni er et glansfuldt ord i vore dages religiøse ordforråd. Vor tids økumeniske bevægelses fremgang har været præget af held, både numerisk og institutionsmæssigt. Indtil for ganske nylig syntes de fleste eksperter i tendenserne inden for den religiøse verden at betragte økumenien som herre over kirkehistoriens situation. Den katolske kirkes anerkendelse af økumenien i 1964 gav bevægelsen et nyt opsving, men dette har haft tilbøjelighed til at flytte det økumeniske tyngdepunkt fra Geneve til Rom. Selv om vi i 1970'erne kan iagttage en vis aftagen i den økumeniske tilvækst, har bevægelsen uden tvivl endnu stor slagkraft.
Vi kan betragte økumenien som et barometer, der måler tidens sociale og religiøse klima og er udtryk for et verdensomspændende højtrykssystem, der favoriserer menneskehedens forening. Det tyvende århundredes økumeni sætter sin lid til at kunne tappe skjulte ressourcer af kraft og velvilje, der ligger gemt under nationale, religiøse og etniske opdelinger. Den står, som professor Roger Mehl har påpeget, i forbindelse med Vestens nedgang og afslutningen på Europas tidsalder. Denne stræben efter kristenhedens forening er et af de svar, ledende kirkefolk og teologer giver på de angreb og den mistanke, den kristne civilisation er blevet udsat for. Økumenien er således „en typisk manifestation”, der kan iagttages i trossamfund, som er udsat for et stadigt større pres i form af vantro og verdslighed. Den er tillige et symptom på vor tids tilbøjelighed til at gå ind for gigantiske organisationer.
Økumeni — velsignelse eller forbandelse? Det er et betydningsfuldt spørgsmål, som den tænkende kristne ikke kan se bort fra. Et forenklet svar i form af „velsignelse” eller „forbandelse” ville være lige så meningsløst som vildledende. I over et årti har forfatteren syslet med dette spørgsmål. Det foreliggende værk afspejler nogle af hans tanker angående det økumeniske fænomen.
Som læseren snart vil bemærke fremsætter forfatteren visse kritiske kommentarer. Det ville imidlertid være at gøre den økumeniske bevægelse stor uret at ignorere dens positive frugter. Den har gjort kristnes samvittighed følsom over for sådanne onder som utilbørlig splittelse, fortsatte opløsningstendenser og frugtesløs bitterhed og åben religiøs hån og fordrejelse. Den har bidraget til at nedbryde skranker forårsaget af misforståelser, har formindsket isolation og provinsiel tænkemåde og har bidraget til at give de kristne trossamfund en mere internationalt orienteret dimension. Dialog er afgjort bedre end angreb!
Man kan betvivle rigtigheden eller fornuften i visse økumeniske udtalelser, men det kan ikke nægtes, at Kirkernes Verdensråd ved adskillige lejligheder har udtalt sig frimodigt til fordel for religionsfrihed og menneskerettigheder. På den anden side, at overse visse tendenser i økumenisk tænkning og handling, tendenser, som må skabe alvorlig bekymring, ville være et tegn på overfladiskhed i ens indsigt i mellemkirkelige forhold. Det er ganske vist, at der er sket en glædelig formindskelse i udtryk for fjendtlighed trossamfundene imellem og i teologiske stridigheder om ord. En stor del af ophidselsen er forsvundet fra de teologiske skænderier. Denne mindre „ophidselse” er imidlertid i vid udstrækning en sociologisk udvikling, der som Jacques Ellul påpeger, er sideløbende med den almindelige blødgøringsproces, der fører mennesker til at opgive den ideologiske uforsonlighed. Interessen for doktrinære spidsfindigheder og formuleringer af teologisk sandhed er på retur.
Ingen oprigtig kristen kan være ufølsom over for behovet for — endda nødvendigheden af — kristen forening. Heri ligger økumeniens styrke. Ikke desto mindre kan tanken om og bestræbelserne på kirkelig forening skjule en mangfoldighed af synder. Hvilken form for forening har været resultatet af den økumeniske bevægelse? Ikke sjældent har økumenisk forening ganske enkelt sprunget let hen over læremæssige grænser ved bevidst at se bort fra teologiske forskelligheder til fordel for organisationsmæssig forening baseret på socialt samarbejde og ved bevidst at fremhæve, hvad der forener, og gennem udvalgsbetænkninger at dække over, hvad der deler eller virkelig burde dele.
Økumeniske enhedsbestræbelser har efter alt at dømme tilbøjelighed til at gøre de deltagende tros-samfund til up-to-date kopier af de største samfund i sammenslutningen. Når som helst episkopale samfund er med, benyttes præsteskabets ydre, historiske „apostolske succession"* som en vigtig prøve-sten på den sande kirke. Hellighed baseret på et omvendt og helliggjort liv lægges der ikke særlig megen vægt på.
I sin ypperstepræstelige bøn i Johannes evangelium kapitel 17 giver Kristus fire lige væsentlige kendetegn på den kristne kirke: hellighed, sandhed, enhed og evangelisation. Økumenien ophøjer enheden, men er tilbøjelig til at undervurdere hellighed, gøre sandheden relativ og generalisere missionen, så den evangeliserende dimension begynder at mindskes. En fremgangsrig mission — „så verden må tro” — er baseret på en harmonisk udvikling af helliggørelse, åbenbaret sandhed og enhed i troen og lydighed mod Guds vilje.
Det er desværre vanskeligt at betragte tidens tendens til samarbejde og forening som en ublandet velsignelse og som Helligåndens værk. Gud virker naturligvis på gådefulde måder for at gøre sine undere. Helligånden stræber med menneskene i dag.
Økumenien har åbnet mange døre. Guds And kalder menneskene ud af den babyloniske forvirring og ind til en mægtig verdensomspændende bevægelse, der inspireret af Elias' budskab forener fædrenes hjerte med børnenes i forsoning og aktiv beredelse for den storslåede afslutning på menneskehedens historie: Kristi genkomst.
Men tendensen mod genforening af forskellige samfund er ikke et resultat af energiske evangelisationsbestræbelser og ivrigt forfægtede overbevisninger om bestemte læresætninger. Tværtimod er den oftest „et resultat af træthed og forfald, af skepticisme over for værdien af de forskellige systemer. De visne grene brækker af ved forgreningen. Enheden genoprettes ved at gå tilbage til en oprindelig ubestemthed”. Dette forhold har ført Malcolm Muggeridge til at udtale: ”Jeg vil antage, at økumenien i vid udstrækning er en reaktion på denne følelse af at være lige ved at uddø, snarere end på nogen iver for forening som sådan." 
Til trods for økumeniens fremgang findes der i dag sandsynligvis større uenighed kirkesamfundene imellem end nogen sinde før. Den udbredte afstandtagen fra det traditionelle bibelske bolværk har forøget spændingen kirkerne imellem; nogle kirkesamfund er blevet delt i to. Kristne af i dag må være opmærksomme på faren for frafald indefra, i tilgift til angrebene fra verdslig humanisme udefra. En religiøs forvirring uden sidestykke vil karakterisere endens tid.
„En anden tids tårnbyggere ved Babel kaldte deres bygningsværk 'Guds port'... Men det sagde Gud nej til. ... Når mennesker ønsker at bygge broen fra Jorden til Himmelen, bliver deres tænkte 'Gudsport' til en 'forvirringens port'.” Det var Kristus selv, der advarede imod at bygge et tårn uden først at regne ud, hvad det ville koste. Det kunne blive til et babelstårn. For sand enheds skyld må kristne teologer beregne, hvad enighed vil koste, og vie deres bestræbelser til den påtrængende opgave at forsvare troen og Guds Ord mod verdslige infiltrationer.
Så tidligt som i slutningen af det nittende århundrede opløftedes en profetisk røst i alvorlig advarsel om nogle af de vigtigste økumeniske faldgruber forude: ”Katolikker, protestanter og verdens børn vil på samme måde antage gudsfrygtens skin uden dens kraft, og de vil i denne forening se en stor bevægelse hen imod verdens omvendelse og en bebudelse af det længe ventede tusindårsrige." Denne betoning af liturgisk form, forening og utopisk selvbedrag minder om det paulinske billede af Antikrist i Andet Tessalonikerbrev kapitel 2: „lovløshedens menneske”, „frafaldet” og „forførelse” i „Guds tempel”. Den russiske teolog Vladimir Soloviev var Ellen G. White's samtidige. Han skrev en stærk fortælling af virkelig apokalyptiske dimensioner med titlen „beretning om Antikrist”:
I det tyvende århundrede kæmper pan-mongolismen, foreningen af østasiatiske folkeslag under Japans ledelse, imod europæerne. Rusland og Europa bliver snart besat, og det mongolske åg på Europas skuldre varer i et halvt århundrede. En storstilet synkretisme (11) af Østens og Vestens tænkning finder sted. Til slut lykkes det hemmelige internationale bevægelser og en stor sammensværgelse at fordrive asiaterne. Europa indser vigtigheden af forening og danner i det enogtyvende århundrede et „Europas forenede Stater”.
Et geni fyldt med selvkærlighed kommer til magten og tiltager sig den overmenneskelige rolle som menneskehedens velgører. Han tillemper på sig selv alt, hvad evangelierne siger om Kristi genkomst, og forener menneskeheden på basis af velvilje og verdensfred. Han er „den kommende”, han løser ethvert problem. Hans popularitet er enestående. Han skriver en bog, som bliver berømt. Den mødes med enstemmigt bifald, men den nævner intetsteds Kristi navn, for „velgøreren” står i hemmeligt forbund med Lucifer.
Ved en kongres i Berlin vælges „den kommende” til præsident for livstid over Europas forenede Stater. Snart kalder man ham „romersk kejser” og inden et år er gået har han oprettet et egentligt universelt monarki og udråbt „lige universel mæthed”. Global fred og velvære er skabt. Alting synes at være vidunderligt — menneskehedens forening er opnået.
En stor magiker og biskop bliver kejserens nærmeste medarbejder og gør spiritistiske undere for folket. „Den kommende” indkalder til en verdenskongres for kristne i Jerusalem, hans regeringsby. En halv million pilgrimme oversvømmer området. De tre tusinde deltagere mødes i et tempel, der er indviet til „foreningen af alle kulter”. Han spørger: „Hvad kan jeg skænke jer, som er det mest værdifulde for jer i kristendommen?” Til at begynde med lyder der intet svar. Han tilbyder da katolikkerne „åndelig myndighed”, de ortodokse „hellig tradition” og protestanterne „fri granskning af Skriften”. Alt, hvad han ønsker til gengæld, er anerkendelse som enevældig leder og beskytter. De fleste anerkender ham som sådan. Der hersker øjensynlig enighed, fred og velstand. Men så siger den ortodokse leder, ældste Johannes: „Det mest værdifulde for os er Kristus. Nævn hans navn, og vi vil godtage dig som foregangsmand for hans genkomst.” Da han derpå ser kejserens vrede åsyn, forstår han og udbryder: „Det er Antikrist!"
Kirke og stat er imidlertid uløseligt forenede ved magiker-biskoppen Apollonius' valg til pave. En kristen minoritet trækker sig tilbage til den arabiske ørken. Til slut bliver kejseren og hans hær opslugt af et jordskælv i forbindelse med et vulkanudbrud, og Kristus åbenbarer sig.
Soloviev slutter sin dramatiske beretning med, at Antikrist kan forklares med et eneste simpelt ordsprog: „Det er ikke guld alt det, der glimrer.” 
Vi ender, hvor vi begyndte: Økumenien er et glansfuldt ord i vore dages religiøse ordforråd. Idet vi står over for den nuværende tidsalders afslutning, vil vi ikke se en slags jumbokirke som repræsentant for Guds folk, men en forfulgt og forenet rest, der holder fast ved Guds bud og troen på Jesus. Før Kristi genkomst vil „religiøs jumboisme” miste „alt det pragtfulde og prangende”.