12ØKUMENI - I GÅR, I DAG OG I FREMTIDEN
„Selv om ordet 'økumenisk' almindeligvis bruges og nu af de fleste forstås som 'det, der angår Jesu Kristi kirkes enhed og verdensomfattende mission', er det ikke den betydning, der traditionelt tillægges ordet.” 

Ordet „økumenisk” er først blevet almindelig kendt i det tyvende århundrede. Den romersk-katolske kirke kaldte deres kirkemøder „økumeniske”, men de afholdt ikke et eneste sådant i over tre hundrede år før 1869. Protestanter har næppe benyttet ordet, siden Luther i 1519 sammenkaldte til et økumenisk møde i Leipzig.
Etymologisk stammer ordet „økumenisk” fra det græske ord oikoumene, „hele den beboede jord”. Udtrykket blev allerede brugt i denne geografiske betydning af Herodot, „historiens fader”, i det femte århundrede før Kristus, og senere af mænd som Aristoteles og Demostenes. Alexander den Stores „verdensrige” gav dette „oikoumene” en ny dimension. Hans efterfølgere, det delte riges diadoki, blev undertiden tituleret som „hele oikoumenets konge”. Adolf Deissman nævner disse ting og påpeger, at man den dag i dag kan læse inskriptioner på mønter fra kejsertidens Rom, der omtaler „hellige økumeniske konkurrencer”, ”de dionysiske kunstneres hellige økumeniske synode" og „skuespillernes hellige økumeniske synode”. Kejser Nero blev senere kaldt „oikoumenets frelser og velgører”.

Visser't Hooft, der i en årrække var generalsekretær for Kirkernes Verdensråd, påpeger syv betydninger af udtrykket økumenisk i løbet af dets historiske udvikling: 1) hele den beboede jord, 2) hele romerriget, 3) hele kirken, 4) det, som har almen kirkelig gyldighed, 5) kirkens verdensomspændende missionsbestræbelser, 6) forholdet mellem og foreningen af kirkesamfund eller kristne af forskellige bekendelser, og 7) bevidsthed overfor eller ønsket om kristen enhed. En ottende anvendelse af ordet kan også udledes: En åben, venlig, ikke-sekterisk ånd, som er velvillig over for tilnærmelse og dialog i forholdet til andre kristne og deres meninger. De sidste fire betydninger er af nyere dato og har gradvis trængt sig ind i den teologiske og religiøse sprogbrug siden midten af det nittende århundrede.
I Det nye Testamente benyttes ordet oikoumene til at betegne den del af verden, der er blevet nået af den græskromerske civilisation, i modsætning til de „barbariske” områder. Ordet er brugt femten gange i Det nye Testamente, og i flere tilfælde henviser det klart til romerriget, for eksempel i Lukas 2, 1.
Det var ikke vanskeligt at tage springet fra det politiske begreb, hele riget, til betydningen hele kirken. Origenes (ca. 185 til ca. 254) synes at have været den første, der opfattede kirken selv som et „oikoumene”. Origenes identificerede imidlertid ikke egentlig „oikoumenet” med kirken; det gjorde derimod Basilius den Store (329-279).
De første kirkemøder kaldes „økumeniske”, fordi de blev indkaldt af kejseren over „oikoumenet”, repræsenterede hele den geografiske „verden” og anerkendtes af „hele kirken”. Kun de første syv kirkemøder kaldes af de ortodokse for økumeniske, skønt den romersk-katolske kirke uforstyrret er fortsat med at kalde sine egne kirkemøder „økumeniske”.
Vi ser således en gradvis overførsel af udtrykket „oikoumene” fra den politiske sfære til den kirkelige. „oikoumene” blev oftere og oftere brugt om kirken som helhed. Dette kunne medføre nogen forvirring og bidrog sandsynligvis til de forviklinger kirke og stat imellem i den konstantinske periode, som varede omkring 1500 år.
Vi kommer nu frem til reformationstiden. Protestanterne anerkendte apostlenes, den nikæanske og den atanasianske trosbekendelse som „økumeniske” i den mere tekniske betydning: „af almen kirkelig gyldighed”. Den romersk-katolske kirke indkaldte til endnu et „økumenisk” møde, kirkemødet i Trient (1545-63), som var det sidste før Første Vatikankoncil i 1869-70.
Det var sandsynligvis den tyske pietist grev Zinzendorf (1700-1760), der var foregangsmanden for den mindre tekniske og mere moderne brug af ordet økumenisk som betegnelse for den universelle kristne kirke uanset grænser mellem kirkesamfundene. Det var imidlertid Den evangeliske Alliance, der i midten af det nittende århundrede indførte udtrykket i det kirkelige liv. Ved dens forfatnings-konference i London i 1846 introducerede en amerikansk presbyter, S. H. Cox, ordet „økumenisk” som støtte for dannelsen af en verdensorganisation snarere end en engelsk organisation med søsterorganisationer i andre lande. Ved konferencens slutning takkede franskmanden Adolphe Monod de britiske værtsfolk for deres „sande økumeniske ånd” (følelse af internationalt kristent fællesskab). Visser't Hooft mener, vi her står over for den første anvendelse af „økumenisk” som en subjektiv holdning snarere end et geografisk, politisk eller kirkeligt begreb. Interessant nok var Henri Dunant (1828-1910), den velkendte stifter af Røde Kors efter det blodige slag ved Solferino (1859), en af Den evangeliske Alliances første pionerer (sekretær for afdelingen i Geneve) og manifesterede i sandhed tanken om „den økumeniske ånd”. Han udtalte sig ligeledes om KFUM's „økumeniske ånd”.
I sidste del af det nittende århundrede blev nogle mellemkirkelige missionskonferencer kaldt „økumeniske” (i hovedsagen den geografiske betydning af ordet). 1 1881 afholdt metodisterne en „økumenisk metodistkonference” (den geografiske og kirkelige betydning).
Vi må frem til det tyvende århundrede og den økumeniske bevægelse, før vi finder overgangen fra økumenisk som universel (geografisk eller kirkeligt) til økumenisk som enhed, bevidstheden over for verdensomspændende kristent fællesskab tværs over kirkelige grænser. Det var Nathan Soderblom (1866-1931), ærkebiskop i Uppsala, som mere end nogen anden bidrog til at løfte „økumenisk” ud af dets sammenhæng fra det nittende århundredes verdensomspændende kristne fællesskab, og forbinde det med verdensomspændende kristen enhed.
I det nittende århundrede lå den „økumeniske”
16betoning på udlandsmission og evangeliserende bestræbelser. I dag beskæftiger den økumeniske bevægelse sig i det store og hele med at arbejde sig frem imod bortskaffelsen af grænserne mellem de forskellige trossamfund og skabe kristen enhed, mere og mere inden for rammerne af en udvidet ide om hele menneskehedens almindelige forening. Man kan således sige, at en niende brug af „økumenisk” er opstået i halvfjerdserne, nemlig en mere verdslig bevidsthed om menneskehedens forening. Allerede i begyndelsen af 1960'erne fremsatte Visser't Hooft den uheldsvangre advarsel, at 'økumenisk' „ikke må isoleres fra den missionære og evangeliserende sammenhæng, hvor det hører hjemme”. Denne ildevarslende udskillelsesproces tager tydeligvis mere og mere fart, og samtidig taber man det missionære eller sjælevindende ansvar af sigte.
Naturligvis udtrykker ordet „økumenisk” i dag kun en stræben, et mål, ikke en nuværende realitet. Den økumeniske bevægelse og dens største institution, Kirkernes Verdensråd, er ikke egentlig økumenisk i betydningen at den omfatter hele kristenheden. Hundreder af kristne kirker eller samfund (hvoraf mange ganske vist er temmelig betydnings-løse hvad angår medlemstal) og millioner af kristne er (bevidst eller på grund af forsømmelighed eller sløvhed) officielt uden for den økumeniske bevægelse. For adskillige andre millioner er det at „tilhøre” bevægelsen rent formelt og har praktisk taget ingen indflydelse på deres religiøse liv.
Der findes en tiende og sidste betydning af „økumenisk”, som vi hidtil har afholdt os fra at omtale. Vi taler om det eneste sande og varige „oikoumene”. Hebræerbrevet 2,5 antyder, at et af brevets „temaer” er „den kommende verden [oikoumene]”. Dette „oikoumene” er det kommende universelle Guds rige, som ved Kristi genkomst vil træde i stedet for det nuværende forgængelige „oikoumene”. „Den sande økumeniske sammenhæng i Skriften forener rum og tid eskatologisk. ... Set ud fra dette eskatologiske perspektiv er alle kirkeråd, uanset af hvilken tradition, i bedste fald præøkumeniske” og, må vi tilføje, i værste fald anti-økumeniske i betydningen anti-kristne. Satan er det nuværende oikoumenes fyrste, men Kristus er herskeren i „det kommende oikoumene”. Det er dette rige, som ifølge Daniels profeti „aldrig i evighed skal forgå, ... det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.”
Det nuværende „oikoumene” kan forekomme nogle mennesker at stå på fast grund og, som altid har været tilfældet, at følge den almindelige lineære udviklingsproces, og de siger: „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.” De overser, at Kristus på korset, i forventning om „det kommende oikoumene”, „afvæbnede magterne og myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da han førte dem i sejrstog ved Kristus”. De økumener, der ignorerer „det kommende oikoumene”, udsætter sig for Guds dom. Den eneste gyldige økumeni er den, som har et tydeligt „adventistisk” udgangspunkt — inkarnationen — og et „adventistisk” endemål — Kristi genkomst. Enhver anden økumeni er forgængelig.

EN BERETNING OM SPLITTELSE
„For det første hører jeg nemlig, at der ved jeres menighedssammenkomster er splittelser iblandt jer.”

Problemet med kirkelig uenighed er ikke nyt. Det har bestået lige siden den kristne tidsalders første århundrede. Kristendommens historie er ikke fri for en pinlig række stridigheder, splittelser, skismaer og kætterier. Det er den chokerende side ved den kristne verden, som kristendommens kritikere holder af at påpege. Historiens scene viser naturligvis også mange akter med storslåede kristne bedrifter, enighed, beåndet forening og harmonisk fællesskab.
Desværre opstod der snart splittelser i den første kristne menighed. Kirken var, når det kom til stykket, en menneskelig forsamling af ufuldkomne mennesker. Kimen til det store frafald, som Paulus forudsagde i Andet Tessalonikerbrev kapitel 2, eksisterede allerede på hans tid.
Uden tvivl har det personlige element spillet en vis rolle i splittelser inden for kristendommen. Paulus omtalte „misundelse og splid”. Had har bidraget til at skabe splittelse og splittelse had. Følelser og ambitioner har spillet deres rolle, men det samme har fornuft og overbevisning. Det ville være forkert at overdrive personlige svagheder og enkeltmenneskers fejl. Greenslade slutter: „Ser man på splittelsen blandt de første kristne, tyder det på, at der i de fleste tilfælde fandtes et virkeligt standpunkt, en overbevisning, der var værd at tage i betragtning”, og, kunne han have tilføjet, som efter undersøgelse ofte fortjente at forkastes af fornuftsgrunde. Splittelser har som oftest været baseret på en sag eller en overbevisning og på friheden til at fremme denne sag eller overbevisning.
Nationalisme har spillet en rolle i splittelser. Nationalistiske følelser er virksomme inden for kirkesamfundene. Dette viser sig særlig tydeligt i tider med krig og international spænding, hvor der kan opstå spørgsmål som: Bør man række fællesskabets hånd ud til borgere i det fjendtlige land, som tilhører samme kirke eller bekendelse? Erastianismen, som går ind for statslig myndighed over kirkelige anliggender, har været årsag til splittelser. Kirkelig underkastelse under eller modstand mod statslig indgriben har bevirket mange splittelser (f. eks. i Scotland, England og Rusland og senest i Den tyske demokratiske Republik). McNeill hævder, at „havde den bestående kirke i England haft frihed til at reagere på den evangeliske vækkelse, ville Wesleyanismen sandsynligvis ikke være blevet forstødt og faktisk skilt ud fra den”. Sådanne betegnelser som f. eks. „den anglikanske kirke” eller „den forenede canadiske kirke” vidner om splittelser med udgangspunkt i nationalisme. Den kristne kirke har aldrig været tænkt som en kirke tilhørende noget bestemt land, men skulle omfatte alle lande. Kristus sagde ganske enkelt, at „marken er verden”.
Jacques Ellul har ret: „Det princip må erkendes, at en kirkes normale administrative begrænsning ikke 20er et land, men hele verden.” I betragtning af Kirkernes Verdensråds verdensomfattende grundsyn er det lidt selvmodsigende, at dets medlemskirker ikke er verdensomspændende trossamfund, men næsten udelukkende nationalkirker.
Forskellige organisationsmæssige aktiviteter og strukturer fører til isolering og undertiden til splittelser. Dans og kortspil tillades og opmuntres endda i visse trossamfund, undertiden i kirkernes lokaler. I andre samfund medfører medlemskab, at man afholder sig fra alkoholiske drikke og tobak. Der findes markante forskelligheder med hensyn til metoder til at skaffe pengemidler: nogle samfund finder intet forkert i lotterier, konkurrencer og hasard-spil som bingo. Forskellige økonomiske grupper, samfundslag og racemæssige tilhørsforhold medvirker ligeledes til splittelser.
Gudstjenesteordning og ritualer i forbindelse hermed har virket splittende. Greenslade kalder „misfornøjelse med en for indviklet eller for enkel gudstjeneste ... en væsentlig, om end kun medvirkende, årsag til splittelse og skisma”. Han mener imidlertid, at betydningen af liturgiske forskelle i dag ikke så meget ligger i egentlig at medføre splittelser, som i at opretholde splittelserne.
Det hævdes undertiden, at en puritansk* streng fastholdelse af egne meninger og principper er den væsentligste faktor i, at meningsforskelligheder og splittelser opstår. Der er ingen tvivl om, at perfektionister har tilbøjelighed til at stå stejlt på doktrinære og disciplinære spørgsmål, der kan opstå. Fanatisk strenghed skaber strid, men det samme gør lunken tolerance. Fanatisme splitter, men det samme gør ligeglad afvigelse fra vedtagne principper.
Frafald er åndelig og doktrinær splittelse, som ikke giver den apostolske tros forsvarere andet valg end at skille sig ud og afbryde den organisatoriske forbindelse. Når det er flertallet, der har forladt sandhedens landemærker og er faret vild, kan det synes, som om det er det trofaste mindretal, der skaber uenigheden. I virkeligheden beskytter det imidlertid den doktrinære arv mod forfald og ødelæggelse. Åbenbaringens 18. kapitel beretter om Babel, symbolet på fremherskende religiøst frafald, og dets horagtige — og derfor splittende — virksomhed. Der er dog et lyspunkt i dette dystre billede. Guds folk opfordres til at „drage ud” fra det faldne organiserede kirkesamfund. Det er denne „dragen ud”, denne adskillelse, der i menneskehedens mest kritiske tid muliggør en verdensomspændende (,,økumenisk") sammenslutning, som udgør den sidste rests menighed og forener Guds folk alle vegne fra under adventhåbets banner: Guds bud og troen på Jesus.